Den grundlæggende viden er vigtig. Det var bl.a. nysgerrigheden, der fik 30-årige Jannie Brodersen til at tage Akademiuddannelsen i Informationsteknologi på København Nord i Lyngby – en uddannelse, der har givet hende større viden, som hun kan bruge i hverdagen som systemadministrator ved Københavns Vestegns politi.
Jannie Brodersen er kontoruddannet og har derudover modtaget en it-uddannelse gennem arbejdet. Den uddannelse har været god, men samtidig meget møntet på politiets systemer. - Jeg syntes, at jeg manglede noget mere grundlæggende viden omkring it, altså lidt mere: Når man trykker på denne her knap, så gør programmet et eller andet, men hvorfor gør den det? Og så søgte jeg også at få papir på min viden, siger Jannie Brodersen om de to grunde til, at hun begyndte på akademiuddannelsen. I dagligdagen arbejder Jannie Brodersen med den daglige drift af politiets systemer og support til hendes kolleger. Allerede tidligt på akademiuddannelsen lærte hun om programmering, og selvom hun ikke programmerer til daglig, oplever hun alligevel, at hun bruger den viden hver dag. - Jeg har kunnet bruge det i mit daglige arbejde, ikke på en konkret opgave, men mere denne her almene viden, siger Jannie Brodersen, der ikke længere er henvist til standardforklaringer som ”serveren er nede”, men derimod nu kan se, hvad den reelle årsag til problemet har været. - Jeg har flyttet mig rigtig meget, siger hun.
Fleksibel uddannelse Jannie Brodersen begyndte på akademiuddannelsen i 2006. I løbet af uddannelsen har hun taget halvandet års pause, og hun har sat stor pris på, at akademiuddannelserne er opbygget af moduler på fire måneder, der afsluttes hver for sig. - Det har været lækkert, at modulerne bliver afsluttet. Perioden er overskuelig, og man tænker ikke, at der går to år, før man er færdig, siger Jannie Brodersen. At tage en akademiuddannelse ved siden af et fuldtidsjob har krævet meget arbejde til tider, men det har absolut ikke været uoverkommeligt, fortæller hun. Hun har på intet tidspunkt tænkt på at springe fra uddannelsen. Til gengæld har hun sørget for at arbejde struktureret, og det har gjort det nemmere. - Man kan godt have fri i weekenden, hvis man arbejder om aftenen. Dog ikke lige op til en deadline, indskyder Jannie Brodersen, der regner med at læse videre inden for nogle år.
Uddannelse:
Akademiuddannelse i informationsteknologi Erhvervsakademiet København Nord Lyngby
Der er flere historier du kan læse
|